Ny bro skal samle Skanderborg – drøftes på borgermøde torsdag

Skanderborgenserne er inviteret til borgermøde af kommunen. På mødet vil der for første gang blive præsenteret et konkret forslag til en søbro i Skanderborg Sø.

Den foreslåede søbro skal forbinde Adelgade og Kulturaksen (Foto: Skanderborg Kommune)

Af Thomas Lykke Bundgaard

Etablering af Bybadet, udvidelsen af Kulturhuset og renoveringen af legepladsen i Byparken. Alle har de været en del af Skanderborg Kommunes vision for midtbyen, ”Heslig Smuk”, hvis navn er en hilsen til både den lokale forfatter, Ole Lund Kierkegaard, og et af byens store vartegn, Smukfest.

Nu skal det næste projekt fra visionen præsenteres på et borgermøde på torsdag: En søbro der skal gå fra Lille Nyhavn til Kulturhuset.

Stor interesse blandt de lokale

Kommunen havde i første omgang booket Slyngelsalen i Skanderborg Kulturhus til afholdelse af borgermødet, hvor der er der plads til 80 deltagere. Men grundet den store interesse er mødet blevet rykket til Store Sal.

Det er kommet bag på kommunen, at der er så stor opbakning, fortæller Vivi Maagard fra Plan, Teknik og Miljø, der står for mødet på torsdag.

”Allerede i sidste uge var der flere tilmeldte, end vi havde regnet med. Det er derfor, at vi nu rykker til Store Sal. Det er jo et åbent borgermøde, så vi vil være sikre på, at alle der ønsker at komme, har mulighed for det.”

På borgermødet skal arkitekter fra Spektrum Arkitekter præsentere deres bud på en søbro. Det er de samme arkitekter, som stod bag Bybadet, og det er ikke tilfældigt, forklarer Maagard.

”De har et godt kendskab til søen, stedet og omgivelserne efter deres arbejde med Bybadet. Kommunen havde tænkt, at en mulig søbro skulle passe sammen med Bybadet, så der var oplagt, at valget faldt på dem.”

Bådejere kan ånde lettet op

Første skridt på vejen mod en søbro blev taget allerede i november sidste år. Her blev der afholdt et lukket møde, hvor borgmester, Frans Fischer, præsenterede visionen om en bro for ejerne af de huse, der grænser ned til søen, hvor broen skal placeres.  

Her blev der både udtrykt positive holdninger, men også mange bekymringer fra ejerne. Det var blandt andet bekymringer som, ”kommer broen til at ligge helt op ad min have?” og ”vil vi blive generet af støj fra de mennesker, som benytter broen?”. 

En bekymring der gik igen hos flere, var bekymringen om, at de der ejer en båd ikke ville kunne sejle ud i søen på grund af broen. Men i det udkast der præsenteres på torsdag, er der en løsning på dette, fortæller Vivi Maagard.

”Arkitekterne har lagt op til, at broen skal være en forsættelse af den rekreative sti langs søen. Dermed kommer den til at være højt oppe i terræn, og det vil betyde, at bådejerne bare kan sejle under broen.”

Bekymringer bliver hørt

Efter præsentationen af en mulig søbro fra Spektrum Arkitekter, vil der være åbent for, at borgerne kan komme med forslag og debattere. Efter mødet opretter kommunen derudover en ”speciel postkasse”, hvor borgerne kan komme med de bekymringer, der ikke kommer frem på torsdag.

”Vi ved, at det ikke er alle, der har lyst til at sige, hvad de tænker på et stort, åbent borgermøde. Derfor har vi oprettet postkassen, så alle kan komme med deres holdninger og tanker”, forklarer Vivi Maagard.

Hun fortæller, at postkassen bliver oprettet efter mødet, og det vil være muligt at komme med forslag frem til nytår.

Borgerne må vente lidt endnu

Alle forslag fra postkassen vil sammen med det, der bliver sagt til borgermødet blive samlet op på til foråret. Herefter vil det blive præsenteret for enten byrådet eller økonomi- og erhvervsudvalget, som derefter vil tage stilling til det. Til borgermødet har flere lokale politikere allerede meldt deres ankomst. De vil tage overvejelserne fra mødet med ind i forhandlingslokalerne efterfølgende.

Borgerne må dog vente længere end bare til foråret, før det vil kunne blive en del af kommunens budget. Budgetaftalen der landede i september, strækker sig nemlig for første gang over to år. Det betyder, at en mulig søbro må vente helt til forhandlingerne i 2026, før den kan blive en del af budgettet.

Borgermødet finder sted på torsdag fra 16:00 til 17:30 i Kulturhuset. Tilmeldingsfristen er i morgen, onsdag, kl. 12:00, og tilmelding foregår på Skanderborg Kommunes hjemmeside.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *