Når tusindvis af danskere næste år løber ud på landevejene til 2026-udgaven af Royal Run, er det måske med Skanderborg som ny værtsby. Det er i hvert fald byrådets vision.
Skanderborgs borgere kan snart få muligheden for at mærke løbeglæden i egen krop, hvis Royal Run finder vej til byens gader. Foto: istockphoto
Af Gustav Valentin
I 2018 fejrede H.M. Kong Frederik sin 50-års fødselsdag, og i den forbindelse løb den første udgave af Royal Run af stablen. Løbet har været forbi mange byer og lægger i 2025 vejen forbi både Viborg og Horsens. Skanderborg har endnu ikke haft fornøjelsen af det folkekære motionsløb, men det kan ændre sig.
I 2026 kan en masse løbeglade danskere se frem til at løbe op ad Adelgade. I hvert fald hvis det står til Skanderborg Kommune og byrådsmedlem Jens Szabo (V). Han vil nemlig have Royal Run til Skanderborg Kommune.
Den 30. oktober vedtog byrådet, at man vil undersøge mulighederne for at få hele nationens løbefest til kommunen. Jens Szabo ser det ikke som et “kongeligt PR-løb”. Han har store forventninger til, hvad løbet kan gøre for sammenholdet i byen:
– Det unikke ved Royal Run er, at det handler om at skabe fællesskaber. Det fede er jo, at man går sammen i lokale virksomheder, stikker hovederne sammen på villavejene, og man træner op til det i familierne.
Skanderborg Kommune har længe ledt efter et stort samlende event for hele kommunen. Byrådet mener, der skal skabes stærkere bånd byerne imellem. Royal Run havde i 2024 omkring 95.000 deltagere fordelt på de fem værtsbyer, og det er ikke blot gavnligt for byernes turisme, men også for fællesskabet:
– Royal Run kan samle folk på en helt særlig måde. Det er også et stærkt brand, der tiltrækker mange mennesker. Jeg tror, vi i Skanderborg alene kunne tiltrække omkring 15.000. Det er jo kun godt for kommunen, fortæller Jens Szabo.
Royal Run i Skanderborg ville være amazing!
Det er ikke kun Jens Szabo, der ser potentialet i Royal Run. Også blandt borgerne på Adelgade vækker idéen stor begejstring.
– Jamen, det ville jo være amazing. Lad os da endelig få Frederik herovre, og lad os komme i gang, simpelthen, siger Laila Larsen, som er medlem af menighedsrådet i Skanderborg Sogn.
Flere byer i Danmark oplever, at gågader ligger øde hen, og Laila er bange for, at Skanderborg vil lide samme skæbne, hvis der ikke snart gøres noget drastisk.
– Det ville være noget stort for byen. Fordi byen her er ved at blive til Korsbæk. Der er en tomhed. Den er ved at dø lige så stille.
På trods af de negative ryster om byens nuværende tilstand, så er Jens Szabo glad for entusiasmen over, at Royal Run måske skal til Skanderborg Kommune:
– Det er selvfølgelig trist, hvis folk føler sådan om byen, men vi prøver at gøre meget i kommunen for at give byen et løft. Men jeg er glad for, at folk synes, Royal Run er en god idé. Det kan samle alle og give byen en hånd.
Økonomi er ikke et problem
Det kostede Nyborg Kommune 1,1 millioner kr. at afholde Royal Run i 2023, og flere byrådspolitikere mener, at det ville koste Skanderborg Kommune et lignende beløb. Mellem 1 og 1,5 millioner kroner. Det er dog ikke noget, som bekymrer Laila Larsen. Hun ser gerne, at pengene kan bruges til at få nyt liv i byen.
– Det er jo mange penge, men vi får jo også så meget ud af det. Plus løbet bliver hypet helt vildt, så ud over vi har Smukfest, så vil jeg gerne se flere arrangementer. Byen boomer under Smukfest, så jo flere sociale arrangementer, jo bedre for byen.
Men det er ikke blot penge og gode visioner, som skal sikre, at Royal Run kommer til Skanderborg. Jens Szabo understreger, at hvis det skal lykkes, kræver det en stor opbakning fra byens borgere – både som deltagere, men især som frivillige.
Tiden vil vise, om Royal Run bliver en realitet i Skanderborg Kommune. Men én ting er sikkert – byens borgere og politikere er begejstrede og tager imod løbet med åbne arme. Så håbet om et styrket fællesskab og mere liv i gaderne lever i bedste velgående.