Fra rivaler til holdkammerater: Lokale fodboldklubber forener kræfterne

Stridighederne skal begraves, når Hørning og Stjær Fodbold slår deres seniorafdelinger sammen for at jagte nye mål. Lokalrivalerne vil efter nytår forsøge at vende flere år med manglende succes.

På tribunen kan både Hørning og Stjærs fans se frem til at forenes til fodboldkampene, hvor begge byer nu vil være repræsenteret. Foto: Andreas Faurskov Groes 

Af Andreas Faurskov Groes

Røgen fra grillen med de svedige pølser. Lugten af våde fodboldstøvler, der fylder det trange omklædningsrum med en sur lugt. Kapslerne fra Tuborgflasker, der skiftevis rammer gulvet efter 90 minutters indædt kamp mod de lokale rivaler – seriefodbold.    

Nu er to af Skanderborg kommunes største fodboldrivaler klar til at begrave stridsøksen. Hørning og Stjær Fodbold, der i årevis har kæmpet på de lokale græsbaner, har indset at kampen ikke længere skal stå mod hinanden – men sammen. De to lokale fodboldklubber har nemlig valgt at indgå et samarbejde, som efter nytår skal forene deres to seniorafdelinger. Dette offentliggjorde klubberne på facebook d. 19. november. På Facebook har blandt andet fodboldspillerne Alexander Lind og Nicolai Poulsen lykønsket klubberne med deres fremtidige samarbejde.   

I alt kommer 4 hold, to serie 3 hold og to serie 5 hold, til at blive slået sammen. Målet er klart, den lange kamp for bedre resultater, skal vindes.  

Enighed hos John og John

Hos formanden for Hørnings Idræts Forening, John Bonne Nyholm, vækker samarbejdet begejstring. “Vi glæder os til samarbejdet og er spændte på, om vi lykkes med vores ambitioner.” Udtaler John.   

“Vi tror på, at vi ved at slå de to klubber sammen kan komme længere op i rækkerne. Det er primært det, der driver beslutningen.” Uddyber Hørning IF’s formand.    

Formanden for Stjær Boldklub, John Laursen, deler også glæden over det nye samarbejde og uddyber: “Årsagen har været, at vores serie 3 hold har svært ved at kunne samle spillere de sidste par sæsoner. Det handler om at få flere til at spille fodbold. 

John Laursen tror dog ikke samarbejdet kommer til at få holdene helt op i de professionelle rækker. “Jeg tror ikke ligefrem, at det bliver noget superligahold. Så skal man da være mere end heldig.” fortæller han med et smil på læben.    

Fra skepsis til optimisme 

Det er ikke kun de to formænd, der ser lyst på det fremtidige samarbejde. De involverede spillere og trænere ser også muligheder med den nye beslutning. “Jeg kom til Hørning for to år siden med ambitioner om at være med til at skabe noget spændende og det er det der er i spil.” Fortæller Hørnings serie 3 træner Casper Kajgaard.

Den nuværende spiller Mark Jensen, som også er formand for seniorholdene i Hørning, har selv spillet i både Stjær og Hørning. Mark ser med frem til foreningen. “Jeg er meget stor fortaler for samarbejdet.” Mark håber også, samarbejdet kommer til at kunne tiltrække nye kræfter udefra. 

Mark fortæller dog også at ikke alle var lige tilfredse med udmeldingen. “Nogle af spillerne var lidt skeptiske i starten, men efter en masse gode dialoger med spillerne og spillermøder, så så er der kun positiv stemning, og det virker til, at alle de glæder sig til at komme i gang.” Slutter Mark.  

Kampe og træninger kommer til at skifte mellem Hørning og Stjærs baner. 

Begge klubber ser dog ikke, at samarbejdet kommer til at udvide sig til andre dele af fodboldafdelingen, og derfor kommer ungdoms- og oldboysholdene stadig til at foregå adskilt.  

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *